Royal run '19

Tilbageblik på 2018 og 2019

Tak til alle, der har været med til Royal Run i 2018 og 2019. Det har været forrygende oplevelser begge år, som vi med stor glæde ser tilbage på.

Royal Run 2018

I anledningen af Kronprinsens 50 års fødselsdag blev Royal Run afholdt i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg. Kronprinsen tilbagelagde 16,436 km d. 21. maj 2018: Klokken 9 om morgenen løb han sin første One mile-distance i Aalborg, efterfølgende One mile i Aarhus, Esbjerg og Odense for til sidst at slutte dagen af med 10 km i hovedstaden.

Undervejs på sin tur mødte Kronprinsen danskere, der var troppet op i byerne for at flage og fejre ham, men også for at vise, at de bakker op om den sunde livsstil og bevægelse.

Da Kronprinsen kom i mål på 10 km-ruten på Frederiksberg Allé var det tid til at gøre status efter en dag, der forinden havde bragt ham i nærkontakt med danskerne på løberuter i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense.

”Det har været en fantastisk oplevelse for mig, og alt er lykkedes. Hvis jeg må bruge den gamle karakterskala, så vil jeg give dagen et 13-tal,” sagde en forpustet, men storsmilende Kronprins Frederik.

Han har tidligere løbet de 10 kilometer markant hurtigere, men det var heller ikke tiden, der var det vigtigste for Kronprinsen den 2. pinsedag.

”Jeg har set så mange glade mennesker, som har fået noget ud af dagen – uanset om de har løbet kort eller langt. Det har været vidunderligt at opleve,” sagde Kronprinsen, inden han understregede en for ham meget vigtig pointe.

I samtlige Royal Run-byer var opbakningen stor, og især i hovedstaden blev Royal Run Danmarks største 10 km løb med 26.273 løbere. På mile-distancen slog Royal Run New Yorks ”Fifth Avenue Mile”og kunne dermed kalde sig for verdens største one-mile løb med 7852 løbere.

Samlet set løb 70.575 tusinde danskere med for at fejre Kronprinsen, og for 29 procent af dem, der løb med på mile-distancen, var det deres allerførste motionsløb. Et tal, der rammer lige ned i Danmarkshistoriens største idrætsvision:

Bevæg dig for livet er vores ambition om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Det Royal Run, vi så i 2018, viser, at vi med de rigtige forudsætninger kan gøre ambitionen til virkelighed. Nu handler det for os som idrætsorganisationer at bygge videre på denne bevægelse; at forme en lettilgængelig og motiverende ramme for alle, siger Jakob Larsen, administrerende direktør i Dansk Atletik Forbund, der sammen med DIF og DGI har arrangeret Royal Run - støttet af Nordea-Fonden og TrygFonden.

Royal Run 2019

D. 1. juni 2019 blev succesen gentaget. Denne gang på Færøerne og i Aalborg, Aarhus, København/Frederiksberg og Bornholm. Og der blev igen slået rekorder: Verdens største mile-løb, Danmarks største 10 km-løb og overordnet set verdens sjette største løb. Med 82.028 tilmeldte slog Royal Run 2019 rekorder.

Dagens hovedperson, Kronprinsen, udtalte til speakeren i Nyhavn:
"Det er endnu en drøm, der er gået i opfyldelse ovenpå succesen sidste år. Det er skønt at se, at der er så stor tilslutning til løbet i år fra alle aldre," og Kronprinsen tilføjede:

"Det var skønt at se sine børn komme løbende i mål for fuld skrue. Jeg kan love så meget, at det kribler utrolig meget i mig selv i dag for at kunne være med til at løbe. Men jeg vil sige god tur til alle."

Hos arrangørerne - idrætsvisionen Bevæg dig for livet - var der naturligt nok begejstring at spore:

"Optakten til Royal Run har været fantastisk for dansk idræt. At vi i år to kunne få endnu flere deltagere, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os. Jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at folk faktisk rigtigt gerne vil dyrke idræt, hvis blot det bliver på deres præmisser med fokus på sammenhold og glæde," udtaler Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik på vegne af Bevæg dig for livet, og han fortsætter:

"At gå rundt mellem de mange tusinde deltagere og opleve stemningen var både rørende og bekræftende for os som arrangører. At Royal Run formår at bringe sundhed og aktiv livstil i øjenhøjde med den danske befolkning med H.K.H. Kronprinsen som omdrejningspunkt er helt unikt og en gave til dansk idræt."

I forbindelse med Royal Run 2019 var det muligt for private, institutioner, virksomheder og andre grupper at lave deres egne Royal Side Runs. Konceptet indebar en gratis downloadpakke med eksempelvis startnumre, kongekroner og medaljer, som kunne printes og farvelægges, samt en eventpakke med flag, balloner og minestrimmel til ekstra oppyntning.

Og det var en stor succes med flere end 120 Side Runs over hele landet - og i udlandet (Grønland, Tyskland, Finland, De Forenede Arabiske Emirater, Færøerne, Sydsudan og Dubai).

Bevæg dig for livet forklarer det således:
”Royal Run er andet og mere end et løb. Det er fællesskabets fest, og med disse Side Runs har vi gjort det nemt for folk at handle og skabt rammerne for, at alle kan være med på deres betingelser - både i stor og helt lille skala," indleder DGI-direktør Søren Brixen på vegne af Royal Run.

Nu glæder vi os til Royal Run 2020! Skal du med?

Oplev eller genoplev de store løbefester.

Se billeder og videoer fra de festlige dage, og mærk stemningen.

Se resultaterne

Her kan du se resultaterne. Se, hvordan det gik for dig selv og alle de andre. Klap dig selv på skulderen - godt gået.