Royal run '19

Trafikinfo

Sådan kommer du bedst til Royal Run i Fredericia.

Vi bliver intet mindre end 13.500 glade mennesker, der skal løbe eller gå One mile, 5 km eller 10 km til Royal Run i Fredericia og vi forventer, at der kommer titusindvis af tilskuere - ud over de mange deltager. 

Med så mange mennesker kommer der tryk på trafik og parkering. Derfor har vi en række anbefalinger og opfordringer – både til jer der kommer udenbys fra og til jer der bor i Fredericia Kommune.  

Vigtigst af alt: Tag hjemmefra i rigtig god tid og følg anvisninger på skilte og fra de trafikofficials, der har ansvar for at guide trafikken på dagen! 

> SE START- OG MÅLOMRÅDE

Transport til start

Til dig der bor i Fredericia Kommune 
Til Fredericianerne lyder opfordringen: Lad bilen stå og brug i stedet cyklen, bybusserne eller tag turen til startområdet på gåben.

Orienter dig om den aktuelle køreplan og eventuelle ændringer for bybusserne på Sydtrafiks hjemmeside. 

> GÅ TIL SYDTRAFIK

Til dig der kommer på cykel 
Du kan cykle ind til midtbyen via Prangervej og via Holstensvej. De andre veje ind til byen er en del af Royal Run-ruterne og er derfor spærret.

Vi opfordrer til, at du parkerer din cykel på de særligt indrettet cykelparkeringspladser i Kirkestræde ved startområdet og ved Fredericia Sundhedshuset ved målområdet.

Til dig der kommer med tog 
Vi opfordrer til, at så mange deltagere og tilskuere som muligt tager toget til Royal Run i Fredericia.  

På Fredericia Banegård byder lokale guider velkommen og viser vej mod startområdet. Der er cirka 2 kilometer fra Fredericia Banegård til startområdet.

Vi anbefaler, at man går via Jernbanegade og Sjællandsgade til startområdet i Øster Voldgade – der vil være tydelig markering af ruten fra Banegården til startområdet. 

Til dig der kommer i bil 
Vejdirektoratet forventer ekstra rejsetid det meste af dagen på grund af Pinse trafik, dog med størst risiko for tæt trafik mellem kl. 11 og 18. For Royal Run gælder at belastningen omkring Fredericia vil være størst fra kl. 08:30 til 12.00.

Vi anbefaler, at du kører efter skiltningen og anvisningerne fra trafikofficials. Tænd for bilradioen og få meldingerne fra DR P4 Trafik, mens du kører.  

  • Fra motorvejen 
    Tag afkørsel <59> Fredericia S og følg Strandvejen ind til Holstensvej. Følg skiltningen og anvisningerne fra trafikofficials, som viser dig videre mod parkeringsmuligheder. 

  • Fra motortrafikvejen fra Vejle 
    Fortsæt ligeud ad Egeskovvej. Følg herefter skiltning og anvisningerne fra trafikofficials, som viser dig mod parkeringsmuligheder.  

Parkering 
Der er mulighed for gratis og ubegrænset parkering på de anviste parkeringspladser. Trafikofficials vil vise dig til en ledig parkeringsplads.  

Parkeringsområderne befinder sig i den sydlige del af centrum og ved Fredericia Idrætscenter.

> SE KORT OVER PARKERING

Shuttlebusser fra Fredericia Idrætscenter (FIC) til midtbyen 
Der kører gratis shuttlebus mellem Fredericia Idrætscenter og midtbyen. Følg anvisninger til stoppestedet på Lumbyesvej, som er placeret cirka 500 meter fra FIC. Der er stoppested i midtbyen i Norgesgade cirka 1,5 km fra startområdet. Shuttlebusserne kører fra klokken 07.30 til 17.00. 

Udover shuttlebusserne er det også muligt at gå eller have cykler med bag på bilen og cykle til startområdet. Turen er cirka 4,5 km. 

Til dig der har brug for handicapparkering 
Der er handicapparkering ved Fredericia Sundhedshus forbeholdt køretøjer med det blå handicapkort synligt i bilen. Fredericia Sundhedshus ligger cirka 500 meter fra startområdet. Kør mod Sundhedshuset via Holstensvej og Oldenborggade. Der vil være skiltning og trafikofficials, som viser vej.