3. april 2025
Siden 2019 har deltagerne til Royal Run i København og på Frederiksberg været vant til at begynde motionsfesten fra Nyhavnsbroen. I år rykkes starten til Kongens Nytorv, hvor deltagerne kan glæde sig til en stemningsfuld og mere rummelig startzone med plads til både opvarmning og forventningsfulde tilskuere.
”Det nye startområde på Kongens Nytorv giver gode rammer for både deltagere og publikum, og det bidrager til et bedre flow i gaderne omkring start og mål. Vi glæder os til at give deltagerne en rigtig god oplevelse både før, under og efter deres rute gennem byen,” siger Dorte Vibjerg, adm. direktør i Sparta, der arrangerer Royal Run i København og på Frederiksberg.
Amalienborg forbliver målområde for alle tre Royal Run-distancer, men målstregen får en ny placering, så alle deltagere kan se frem til en endnu mere spektakulær målportal.
Selve målstregen bliver nemlig i den historiske passage Kolonnaden bygget ovenpå to rækker af græsk inspirerede, joniske søjler, der forbinder Christian IX’s Palæ og Christian VII’s Palæ. Kolonnaden blev opført i 1794, så Kongen og Kronprinsen dengang ubesværet kunne bevæge sig imellem de to palæer uden at skulle udendørs.
"Det er altid en stor oplevelse for deltagerne at krydse målstregen, men denne bliver noget særligt. At komme i mål i disse historiske omgivelser bliver en stor oplevelse, hvor man kan fornemme historiens vingesus og nyde de sidste meter i de smukke rammer," siger Dorte Vibjerg.
Der er solgt 45.000 startnumre til Royal Run i København/Frederiksberg, ligesom der forventes stor tilskueropbakning rundt i byerne. Den øvrige rute samt overblik over start- og målområde vil blive præsenteret i løbet af april.
Om Royal Run
Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledningen af H.M. Kongens 50-års fødselsdag. Siden da har motionsbegivenheden fundet sted 2. pinsedag hvert år.
Der er med 97.500 solgte startnumre deltagerrekord til Royal Run ‘25.
I 2025 vil Royal Run blive afholdt 2.pinsedag, 9. juni 2025, i Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København/Frederiksberg.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og TV 2-regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.