Royal run '19

Bliv en del af ROYAL RUNNERS fællesskabet

Er I vilde med Royal Run? Og ønsker I at være en del af ROYAL RUNNERS teamet, der igen får til opgave at skabe nye stærke motionsfællesskaber i form af ’ROYAL RUNNERS’? Så er det måske jer, vi leder efter.

Vi søger en række dedikerede, energiske teams af 2-3 personer, der har lyst og energi til at hjælpe andre med at træne op til og deltage i Royal Run. Som ROYAL RUNNERS er I således spydspidser til Royal Run, samtidig med at I bidrager til at gøre flere danskere aktive.

Royal Run består af 3 distancer:

  • One Mile (1,609 km.)
  • 5 km.
  • 10 km.

Til særligt One Mile og 5 km. kan man tilmelde sig til RUN eller WALK. Derfor er det også ok, at have et ROYAL RUNNERS fællesskab med fokus på at gå, Eller at tilbyde både gå- og løbetræning. Eller f.eks. at starte med gå-træning, der gradvist går over i løb for at I kan løbe en One Mile. Det er blot vigtigt, at I er afklarede med, hvad I står for og hvad I helt konkret som team kan håndtere i praksis.

Vi uddanner, hjælpe og holder fast i jer. Og I vil få sparring fra andre ROYAL RUNNERS ift. at starte jeres lokale løbe- eller gå-fællesskab med fokus på glæde, sundhed og fællesskab.

Vi vil gerne præcisere vigtigheden i, at I er fokuserede på værtskab, inklusion og tolerance ift. jeres ROYAL RUNNERS fællesskab. Royal Run er en folkefest, der gør at ca. 30% af deltagerne har startnummer på brystet for første gang. Derfor er åbnhed, engagement og vedholdenhed vigtigere end hurtighed, styrke og udholdenhed J.

> BLIV INSPIRERET AF VORES EKSISTERENDE FÆLLESSKAB

Vi tilbyder jer:

  • Uddannelsesaften i februar 2022. Regionale uddannelser sammen med andre teams.
  • Løbende sparring og support.
  • Get 2 Gethers. Samlinger med andre ROYAL RUNNRES med vejledning, fif, support og viden om f.eks. rekruttering, motivation, træningsøvelser mm.
  • Vejledning og support i brug af sociale medier.
  • Gratis startnummer til Royal Run 2022 i din nærmeste løbsby.
  • Eksklusivt ROYAL RUNNERS profiltøj.
  • Reservation af startnumre til deltagerne i jeres fællesskab, så I kan tilmelde jer sammen som hold (med forbehold for oversteget kapacitet). OBS: deltagerne skal selv betale for startnummer.

Vi ønsker, at I:

  • Er 2 eller 3 glade og imødekommende mennesker, der kender hinanden så godt, at I kan lede og drive et sundt fællesskab over lang tid.
  • Har lyst og tid til at være værter for jeres eget træningsfællesskab.
  • Trives godt i værtsrollen og brænder for at gøre en forskel for andre.
  • Kan og vil tilbyde ugentlig træning senest fra uge 9, 2022.
  • Vil deltage i Royal Run den 6. juni 2022 i jeres nærmeste løbsby, som vært for og sammen med jeres fællesskab.
  • Er indstillet på at holde fast i jeres træningsfællesskab og fortsætte træningen efter Royal Run 2022.
  • Er umiddelbart fortrolig med Facebook i forhold til at informere jeres deltagere via den ROYAL RUNNERS-side, vi hjælper jer med at oprette.
  • Er indstillet på at investere tid i et par online-netværksmøder og 2 årlige fysiske samlinger med andre ROYAL RUNNERS. 

Ansøgning:

  • Kort beskrivelse af jer selv og jeres relation
  • Jeres motivation for at blive ROYAL RUNNERS. For at ville tilbyde andre gå- og/eller løbetræning.
  • Beskrivelse af den type fællesskab I gerne vil starte op - og hvilke værdier der kendetegner det.
  • Beskrivelse af potentialet for et Royal Run-fællesskab i dit nærområde.

Det er vores mål at have et landkort med ROYAL RUNNERS jævnt fordelt over hele Danmark. Det giver os de bedste forudsætninger for, at alle danskere kan få muligheden for at blive en del af ROYAL RUNNERS-fællesskabet. Det betyder, at vi forbeholder os retten til at prioritere iblandt ansøgerne efter geografi og motivation.

> UDFYLD OG SEND JERES ELEKTRONISKE ANSØGNING HER (senest d, 21. januar 2022)

Vi udvælger derefter kandidater ud fra geografi og motivation og inviterer til første uddannelsesaften i februar 2022.

NB: Hvis I er en/eller en del af en løbeklub, idrætsforening eller i forvejen er Gå- eller RUNNERS vært, er I meget velkomne til at ansøge om at blive ROYAL RUNNERS. Det vil dog være et krav, at jeres Royal Run-fællesskab etableres og drives i tråd med de retningslinjer, vi definerer.