Royal run '18

Royal Run kan blive verdens største

Interessen for at løbe en Engelsk Mile ved Royal Run er stor. 7.472 løbere har p.t. tilmeldt sig den korte distance i København. Dermed puster København nu New York i nakken i kampen om at have verdens største gadeløb på den ikoniske distance.

Alting er som bekendt større i USA, men når det gælder søndagens Royal Run, kan København sagtens være med. Tirsdag nåede antallet af deltagere på mile-distancen (1609,32 meter) nemlig op på 7.472 deltagere, og dermed puster man nu New York og byens "Fifth Avenue Mile" i nakken i kampen om at være verdens største. Således stillede 7.664 løbere sidste år op i det traditionsrige gadeløb på Manhattan, der strækker sig over 20 blocks fra East 80th til East 60th Street.

"New York City Marathon er jo verdens største af sin slags. Dér når vi nok ikke op lige foreløbig. Så det er da sjovt, at vi kan være med her. Vel er distancen ikke så brugt i Danmark, men man må ikke tage fejl: i USA og Storbritannien nyder den fortsat en helt særlig status," lyder det fra direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, som tror og håber, at deltagerrekorden i sidste ende bliver slået:
"Det vil igen sætte en tyk streg under Københavns status som løbernes by. I forvejen har CPH Half de seneste par år markeret sig som ikke bare et af de stærkeste, men også største halvmaratonløb overhovedet."

Under fire minutter

Taler man om mile-løb, så taler man også om "drømmemilen", den magiske grænse på 4:00,00 minutter, som den nyligt afdøde Sir Roger Bannister brød i 1954. Siden dennes ikoniske løb har i alt syv danskere været under grænsen. Den 21. maj vil flere af øjeblikkets bedste forsøge at komme med i den eksklusive klub, selvom det bliver en svær opgave, når der løbes på asfalt og ikke de vante kunststofbaner.

I København er det VM-deltageren i forhindringsløb, Ole Hesselbjerg, samt det 20-årige stortalent Andreas Lindgreen - begge fra Sparta - der gør forsøget.

Aarhus og Odense er godt med

Interessen for at løbe mile er også stor i Aarhus, der som første by kunne melde alt udsolgt (5000) til mile-løbet. I Smilets By har to eliteløbere fra lokale AGF - Mikkel Dahl-Jessen og Jens Søndergaard Jensen - ligeledes sigtet rettet mod en "drømmemil".

Odense Atletik råder p.t. over flere af landets fineste mellemdistanceløbere, og de er selvsagt alle med på Fyn. Peter Glans hedder favoritten, men han forventes at få kamp til stregen af Andreas Lommer, Peter G. Ejersbo og Jacob Stengaard, der alle deltager i Royal Run Odense.

Landsdækkende løb for alle i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag

Royal Run er et landsdækkende løb i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag. Alle har mulighed for at løbe eller gå med i en af landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København. Kronprinsen begynder sin dag med "One mile" (1,609 kilometer) i de fire første byer og afrunder festen med at løbe 10 kilometer i København/Frederiksberg.

Foreløbig er mere end 65.000 tilmeldt Royal Run på landsplan.

Udover Dansk Atletik Forbund, står Danmarks Idrætsforbund og DGI bag eventen. Royal Run arrangeres i regi af Bevæg dig for livet - Danmarks største idrætsvision, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 er mediepartner på Royal Run.

Fakta om Royal Run

  • Dato: Mandag 21. maj 2018 (2. pinsedag)
  • Distancer: One mile (1,609 km) og 10 km
  • Deltagergebyr: One mile: 75 kr. - 10 km: 250 kr.
  • Tilmelding: Royalrun.dk

Lokale arrangører for Royal Run i de fem byer:

  • Aalborg Kommune, Aalborg Atletik & Motion og DGI Nordjylland
  • Aarhus Kommune og Aarhus 1900
  • Esbjerg Kommune og Esbjerg Atletik og Motion
  • Odense Kommune og Odense Atletik/OGF
  • Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og SPARTA Atletik og Motion

Information:


Kontaktinformation:

Henriette Leth Nielsen
Kommunikationschef Dansk Atletik Forbund & Kommunikationsansvarlig Bevæg dig for livet - Løb
Tlf: +45 20152220