Royal run '18

H. K. H. Kronprinsen fejres med folkefest i Aarhus

Der er lagt op til et brag af en folkefest, når H.K.H. Kronprinsen fejres i anledning af sin 50-års fødselsdag. Aarhus byder Kronprinsen velkommen til tonerne af rådhusklokkerne, der spiller ”Happy Birthday.” Det bliver startskuddet til en spektakulær løbefest, hvor der vil være underholdning langs ruten og det hele sluttes af med en festlig fødselsdagskoncert i Musikhusparken.

Mens op mod 10.000 aarhusianere løber sammen med Kronprinsen, når han i anledningen af sin runde fødselsdag slår vejen forbi Aarhus til Royal Run den 21. maj, kan resten af byen heppe og nyde god musik.

”Jeg glæder mig over, at vi får et fantastisk Royal Run, som byder på en unik løbeoplevelse og viser byen fra sin bedste side. Der venter Kronprinsen og alle deltagerne en festlig begivenhed, og jeg er stolt over, at vi på byens gader og stræder kan give Kronprinsen en rigtig flot fødselsdagsfejring,” siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Rådhusklokkerne spiller den kongelige løbefest i gang med fødselsdagsmelodien ”Happy Birthday” til ære for fødselaren. Herefter sendes Kronprinsen ud på de to løberuter på henholdsvis 10 km og en mil. Langs ruterne vil der være forskellig underholdning.

”Vi glæder os til at fejre Kronprins Frederik i Aarhus. Vi vil sammen med aarhusianerne skabe en folkefest i midtbyen, som både kronprinsen, aarhusianerne og besøgende kan være en del af. Vi skaber den helt rigtige Aarhus-stemning med sangere, der alle har tilknytning til Aarhus,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad, der skyder Kronprinsens løbeheat i gang.

Den kongelige fødselsdag fejres under overskrifterne ”Lyden af Aarhus” og ”Smagen af Aarhus”. Begge dele vil kunne opleves både i start- og målområdet i Musikhusparken og langs løberuterne.

Løberne kan glæde sig til, at der undervejs vil blive viftet med flag og spillet fødselsdagssang.

Løberne på 10 km ruten får den enestående mulighed for at løbe igennem Slotsparken foran den kongelige families Aarhus-residens - Marselisborg slot.

Efter 8 km kommer løberne nemlig til et royalt gourmet-depot! For dem hvor tiden betyder mindre, vil det være muligt at tage en lille pause, nyde musikken og fristelserne fra de dygtige fødevareproducenter i Region Midtjylland. Maden kan indtages til Aarhus Musikskoles Royal Teen Strings, der vil levere ægte hofmusik

Det hele slutter i Musikhusparken, hvor hele Aarhus er inviteret til stor fødselsdagsfest. Her spiller Aarhus Jazz Orchestra op til Aarhus-fødselsdagskoncert med bl.a. Ida Corr, Bogfinkevej samt Kris Herman og Jeanette Bonde, der vil spille et Aarhus Medley af kendte Aarhus-sange.

Fejringen af Kronprinsen i forbindelse med Royal Run i Aarhus begynder i Musikhusparken den 21. maj klokken 10.45.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Presse- og kommunikationschef Michael Jaap på telefon 4022 8799

Program

Inden starten spilles fødselsdagssang fra rådhusklokkerne, hvorefter byens borgmester byder velkommen.

På Frederiks Bro, lige efter start på 10 km og kort før mål på både Mile og 10 km, er en Kohberg Celebration Zone. Her giver vi den gas med musik, flag og boller.

Ceres Park. På 10 km-ruten skal løberne en tur ind på Ceres Park, hvor der vil være fest og farver som en hilsen fra Byens Hold. Her vil være en kulisse med speak, storskærme, fodboldkamp, maskotter og rigtig god stemning.

Slotsparken. Kort efter Ceres Park løber 10 km-løberne ind i Slotsparken og tæt forbi Kongefamiliens Aarhus-residens Marselisborg Slot. Et helt særligt og fredfyldt sted med den skønneste udsigt over Mindeparken og Aarhusbugtens blå vand.

Ved Bruuns Galleri vil løberne møde 50 landsgardere, der med pomp og fragt og for fuld musik spiller Kronprinsen og alle andre deltagere forbi!

På Bispetorv, ved 8 km, rammer løberne det royale gourmet-depot! Er tiden ikke afgørende, så tag en lille pause og nyd musikken og fristelserne fra dygtige fødevareproducenter i Region Midtjylland. Her vil også være et vanddepot for dem, der vil hurtigt videre.

Opløbet bliver ved Musikhusparken. Og her bliver der fest!
I mål bydes alle velkommen tilbage med en fødselsdagskoncert leveret af Aarhus Jazz Orkester med bl.a. Ida Corr, Bogfinkevej, Kris Herman, Jeanette Bonde og afslutningsvis en særlig Aarhus overraskelse.

Hele festen begynder klokken 10.45. Det samlede program kan ses i AarhusGuiden.

Fakta om Royal Run

Bag Royal Run i Aarhus står Aarhus 1900, Proshop Europe, Aarhus Jazz Orchestra og Aarhus Kommune.

Royal Run arrangeres i Danmarks fem største byer. Bag arrangementet står Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. Det er arrangeret i regi af Bevæg dig for livet, der er Danmarks største idrætsvision og støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. Kronprinsen løber One mile (1,609 km) i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense, og slutter af med 10 km igennem København og Frederiksbergs gader.