Royal run '18

Landsdækkende løb i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag:
Tilmelding til Royal Run Aarhus åbner i dag

H.K.H. Kronprinsen markerer næste år sin 50 års fødselsdag ved at invitere hele Danmark til løbefesten ”Royal Run” i landets fem største byer. Løbefesten er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund og arran-geres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision. Tilmelding åbner i dag, onsdag den 1. november på royalrun.dk. Alle er velkomne.

I anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag omdannes Aarhus til én stor løbefest mandag 21. maj 2018. Royal Run bliver den første store begivenhed i den kongelige fødselsdagsuge. Her kan danskerne være med til at fejre Kronprinsen ved at løbe samme rute som ham i landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg.

Royal Run Aarhus får start og mål på Frederiks Allé lige mellem Aarhus rådhus, Musikhuset og Aros Kunstmuseum -  og der vil være fødselsdagsfest i byen meget af dagen (2. pinsedag).

Tilmeldingen åbner onsdag den 1. november 2017 på royalrun.dk, hvor det vil være muligt at vælge mellem 10 km eller One mile (1,609 km).

Borgmesteren løber med

Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard, ser frem til den kongelige fødselsdagsfest i byen:

”Aarhus har et helt særligt tilknytningsforhold til den kongelige familie, så derfor glæder vi os over, at Kronprinsen har gjort Aarhus til en del af fejringen af sin fødselsdag og på den måde vender tilbage til sin gamle studieby, hvor han har løbet og trænet så meget i sine yngre år. Jeg er sikker på, det bliver en helt særlig og festlig begivenhed, og vi er stolte over, at skulle lægge gader og stræder til”, fortæller borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard, der selv løber med.

Thomas Glud fra Dansk Atletik Forbund er løbsteknisk ansvarlig for Royal Run Aarhus og har ligeledes store forventninger til eventen:

”I Aarhus glæder vi os helt vildt til at skulle fejre Kronprinsen, når han kommer til byen den 21. maj, og jeg tør godt love, at der i Aarhus vil blive pyntet op til fødselsdags -og løbefest. Både One Mile og 10 km ruten vil snog sig gennem hjertet af Aarhus, hvor der venter alle deltagerne en gigantisk løbefest. Og uden at røbe for meget, så kan jeg fortælle at festens epicenter selvfølgelig bliver “Frederiks Allé”. Festen er for alle, som vil fejre Kronprinsen - vi ser frem til at se hele Region Midtjylland til fest her i Aarhus,” lyder det fra Thomas Glud, Dansk Atletik Forbund.

Kronprinsen aktiverer danskerne med Royal Run

Kronprinsen begynder Royal Run-dagen i Aalborg, hvor han løber One mile. Herefter fortsætter han til Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor han ligeledes løber One mile, inden han slutter sin løbefest af i København/Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem hovedstaden.

Kronprinsen er en aktiv løber og motionist. Med Royal Run ønsker han at benytte den runde dag til at komme tæt på danskerne med bevægelse som omdrejningspunkt for dagen. Samtidig har han et ønske om at inspirere endnu flere til at komme i gang med at løbe. 

I DIF og DGI’s partnerskab med Nordea-fonden og TrygFonden er ambitionen at få verdens mest aktive befolkning igennem visionen Bevæg dig for livet, og med den løbefest der er i vente, bliver der sat ekstra skub i bevægelsen.

Læs mere om eventen på royalrun.dk og på Facebook.com/royalrundanmark.

Arrangørerne bag Royal Run

Bag Royal Run står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Royal Run arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 er mediepartner på Royal Run.

Arrangørerne opfordrer alle interesserede til at tilmelde sig så tidligt som muligt, idet der er et begrænset antal pladser i hver by. De lokale arrangører har defineret, hvor mange løbsdeltagere deres by kan rumme.

Fakta om Royal Run

Dato: Mandag den 21. maj 2018 (2. pinsedag)

Distancer: One mile (1,609 km) og 10 km

Tilmelding: På royalrun.dk fra onsdag 1. november 2017

Deltagergebyr: One mile: 75 kr. – 10 km: 250 kr.

Lokale arrangører for Royal Run Aarhus: Aarhus 1900 AM, Aarhus Kommune og Aarhus Events

Information: royalrun.dk, Facebook.com/royalrundanmark, Instagram/royalrundanmark.

Regional pressekontakt: Henriette Leth Nielsen, kommunikationschef i Dansk Atletik Forbund: 20 15 22 20