Royal Run har nået 90.000 deltagere
En måned inden Royal Run afholdes, har det populære motionsevent med H.K.H. Kronprinsen i spidsen nu rundet over 90.000 tilmeldte deltagere. Flere værtsbyer har allerede meldt udsolgt – og igen lokker eventet helt nye motionister til.
Udgivet d. 27. april 2023
Med bare én måned til Royal Run har det royale event nu nået over 90.000 tilmeldte deltagere.
Royal Run foregår i fire helt nye byer, nemlig Herning, Aabenraa, Nyborg og Nykøbing Falster, mens København/Frederiksberg er den eneste genganger. København har for nyligt meldt udsolgt med 40.000 deltagere, mens både Herning og Nykøbing Falster allerede meldte udsolgt tilbage i henholdsvis december og februar.
Aabenraa og Nyborg har stadig omkring henholdsvis 2000 og 1000 startnumre tilbage. Royal Run er helt udsolgt ved 93.500 tilmeldinger.
Det største Royal Run uden for København
Både Herning og Nyborgs deltagerantal gør, at Royal Run nu kan kalde sig det største Royal Run i henholdsvis Jylland og på Fyn siden eventets begyndelse i 2018.
I Herning er der 18.500 deltagere, og i Nyborg er der indtil videre tilmeldt 8.979 deltagere.
Royal Run arrangeres i et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik. TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er med som strategiske partnere. Blandt arrangørerne er glæden stor over, at der igen kan trækkes så mange deltagere til:
”Det er glædeligt se, at Royal Run er noget, der kan få unge, ældre, rutinerede og mindre rutinerede ud at løbe eller gå. Og fantastisk at se, at vi allerede kan melde udsolgt i København OG slå rekord med det største Royal Run til dato i både Jylland og på Fyn,” siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og med-lem af Royal Runs styregruppe.
Motionsløb er også for nybegynderne
Ud af de nu over 90.000 deltagere har 32 procent ved tilmelding svaret, at det er første gang nogensinde, at de deltager i et motionsløb.
Alene i Nykøbing Falster opnås der Royal Run-rekord med det højeste antal førstegangsløbere i Royal Runs fem år lange historie. Hele 43,44 procent af de 10.000 tilmeldte deltagere har svaret, at det er første gang, de deltager i et motionsløb.
”Det er interessant for os som idrætsorganisation at følge med i, hvad der sker, når vi beslutter os for at afholde et motionsevent i nogle mindre byer, end hvad vi er vant til. Det, at vi har kunnet få så mange nye motionister med i Nykøbing Falster, gør det fortsatte arbejde med Royal Run endnu mere spændende og perspektivrigt,” lyder det fra Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og med i Royal Runs styregruppe.
Solgte startnumre pr. 26. april 2023:
- Herning: 18.500 (Udsolgt)
- Aabenraa: 12.839 (Plads til 15.000)
- Nyborg: 8.979 (Plads til 10.000)
- Nykøbing Falster: 10.000 (Udsolgt)
- København/Frederiksberg: 40.000 (Udsolgt)
Førstegangsløbere i procent:
- Herning: 38 %
- Nyborg: 38 %
- Nykøbing Falster: 43 %
- Aabenraa 32 %
- København/Frederiksberg: 26 %
Om Royal Run
Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023.
Royal Run ’23 finder sted i Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
Der var tilmeldt 91.732 deltagere til Royal Run ’22.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nor-disk Fonden er strategiske partnere.
Tilmelding og information: www.royalrun.dk.