Royal run '19

Fortræningsforløb for alle

Bliv inspireret af Motionsklubben Amagers træningsforløb, som træner op til Royal Run i et løbefællesskab for alle.

Udgivet 8. april

Motionsklubben Amager er en af de mange klubber og grupper, der har startet deres eget fortræningsforløb op til Royal Run. Hos løbeklubben forventes det ikke, at man kan løbe langt, når man starter - det er nemlig noget, man lærer hen ad vejen. Her kan man lære at løbe både 5 km og 10 km i et tempo, hvor alle kan følge med.

Humøret og energien er høj, og trænerne Claus og Lisbeth er ikke i tvivl; de synes, det er fantastisk at løbe sammen som et hold.

Lisbeth fortæller: “Alle kan være med, uanset om man løber langsomt eller hurtigt,” og hun tilføjer: “Det er super fedt at opleve gruppen, der begynder at have det sjovt med hinanden.”

Lisbeth forsikrer også, at der er garanti for, at alle kan følge med, og at ingen bliver tabt på vejen, når der løbes. Der er nemlig altid to løbetrænere med på ruten for at sørge for, at alle får lov til at løbe i det tempo, de ønsker.

”Vi starter ud i et meget lavt tempo, og alle skal holde sig bag mig. Først efter 2 km må man overhale, hvorefter jeg løber ned bagved og tager den aller bagerste gruppe, og Claus tager den forreste,” uddyber Lisbeth. 

Hos Motionsklubben Amager reguleres rutens længde løbende, og derfor løber Claus og Lisbets hold ved opstarten 4 km og slutter på 10 km i juni, når de skal løbe Royal Run.

Hvis du er interesseret i at starte i et løbefællesskab, kan du finde det nærmeste fortræningsforløb her: 
Fortræning