Royal run '19

Royal Run flyttes til 6. september

På grund af covid-19 udsættes Royal Run til d. 6. september. Dette sker for at sikre deltageres og tilskueres sikkerhed og sundhed.

Udgivet 25. marts 2020

Selv om der fortsat er over to måneder, til Royal Run efter planen skulle afvikles d. 1. juni, har en enig styregruppe i samråd med de lokale arrangører, Kongehuset og TV 2 besluttet at udsætte Royal Run til søndag d. 6. september. Royal Run i Nuuk, Grønland, flyttes fra 28. maj til d. 30. august.

”Vores absolut vigtigste opgave er at sikre sikkerheden og sundheden for de deltagere og tilskuere, der bakker op om Royal Run. Derfor har vi valgt at træffe beslutningen om at udsætte begivenheden, og vi er meget taknemmelige for, at vi sammen med vores lokale arrangører på forholdsvis kort tid har kunnet finde en ny dato,” indleder Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund, på vegne af Royal Runs styregruppe.

Knap 80.000 personer er allerede tilmeldt Royal Run i København/Frederiksberg, Sønderjylland, Odense, Aalborg, Bornholm og i Nuuk, og arrangørerne bag ser frem til at give alle deltagere, tilskuere og tv-seere en stor oplevelse d. 30. august i den grønlandske hovedstad og d. 6. september herhjemme.

”Den nuværende situation påvirker os alle, også i Grønland, og det er for rigtig mange mennesker en meget vanskelig tid. Vi glæder os derfor til, at vi sammen til Royal Run efter sommer kan mødes i en glædelig folkefest i kølvandet på denne meget alvorlige tid,” lyder det fra Morten Mølholm Hansen.

Kronprinsparrets hilsen
I forbindelse med den nye Royal Run-dato følger en hilsen fra Kronprinsparret:

"Vi har i hele familien glædet os til at snøre løbeskoene til Royal Run. Men på grund af den aktuelle situation med COVID-19/coronavirus er vi desværre nødt til at udskyde årets løbefest til den 6. september i Danmark og den 30. august i Grønland.

Vi vil gerne opfordre alle løbeglade - unge som ældre - til at bevare glæden og begejstringen for motion, følge myndighedernes anbefalinger og til at væbne sig med tålmodighed.

Vi håber alle seks, at Royal Run kan blive et stort samlingspunkt efter sommerferien, og at alle indtil da passer på sig selv - og hinanden."

 

Royal Run afholdes søndag d. 6. september i:

  • Sønderjylland (Sønderborg)
  • Aalborg
  • Odense
  • København/Frederiksberg
  • Rønne (uden kongelig deltagelse)

Royal Run 2020 indledes d. 30. august i Nuuk, Grønland, hvor Kronprinsen løber 10 km.

Oversigt over tilmeldte pt.

  • 36.054 i København/Frederiksberg
  • 19.180 i Sønderjylland (Sønderborg)
  • 15.171 i Aalborg
  • 7.650 i Odense
  • 418 i Rønne (uden kongelig deltagelse)
  • 653 i Nuuk

 

Der er fortsat muligt at tilmelde sig i alle byer på nær Sønderborg, der er udsolgt.

Få svar på spørgsmål omkring din tilmelding og den nye dato på linket her:
Ofte stillede spørgsmål

 

 

Fakta om Royal Run

  • Royal Run 2020 afholdes i Danmark d. 6. september 2020
  • Royal Run 2020 kickstartes i Nuuk, Grønland, d. 30. august 2020.
  • I Danmark afholdes Royal Run 2020 i Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg.
  • De lokale arrangører er Sport Event Syd, Aalborg Atletik og Motion, OGF og Sparta. I Grønland er det Kim Godtfredsen, der sammen med Nuuk Kommune arrangerer Royal Run.
  • På Bornholm er der Royal Run uden kongelig deltagelse. Arrangørerne er DGI Bornholm og Viking Atletik.
  • I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,6 km), 5 km og 10 km.
  • Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019
  • Royal Run 2019 blev afholdt d. 1. juni på Færøerne og 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg samt på Bornholm uden kongelig deltagelse.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af HKH Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.500 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

 

Tilmelding