Royal run '19

Flere end 50.000 tilmeldt Royal Run

Tilmeldingerne er strømmet ind de seneste 15 dage, og nu har deltagerantallet allerede passeret 50.000.

Udgivet 1. februar 2019

Når Kronprinsen skyder Royal Run-ugen i gang d. 1. juni på Færøerne, kan han sammen med flere end 50.000 glade deltagere se frem til en fantastisk fest i Klaksvik, Aalborg, Aarhus, København og Frederiksberg.

Torsdag aften, 31. januar, mens early bird-perioden sang på sidste vers, rundede tilmeldingstallene nemlig 50.000 sammenlagt.

I skrivende stund ser tallene således ud:

  • Klaksvík, Færøerne: 2.662 tilmeldte
  • Aarhus: 16.144 tilmeldte (UDSOLGT)
  • Aalborg: 9.386 tilmeldte
  • København/Frederiksberg: 25.891 tilmeldte

I alt: 54.083 tilmeldte.

Derudover er der allerede 404 tilmeldte til Royal Run-arrangementet på Bornholm uden kongelig deltagelse.

Deltagerloft
I alle byer er der af hensyn til sikkerhed og den praktiske afvikling sat deltagerlofter, som skal sikre den gode oplevelse for alle deltagere. Disse lofter er: 45.000 i København/Frederiksberg, 12.000 i Aalborg, 16.000 i Aarhus og 6.000 i Klaksvík på Færøerne.